Juryen lagde især vægt på, at Sønderborg Kommune ikke bare arbejder for, men også med amatørkulturen. Med mere end 20 amatørkor, 8 amatørorkestre og en lang række amatørteatre og foreninger for amatørkunstnere fordelt i hele kommunen, lever og stortrives amatørkulturen i alle egne af kommunen.

”Det betyder enormt meget for Sønderborg Kommune at blive kåret som vinder af Årets AmatørKulturKommune 2015. Det er et skulder klap, der giver benzin til at videreudvikle amatørkulturen” sagde formand for Kulturel og Regional Udvikling, Stephan Kleinschmidt

Juryen, der består af Birgit Overgaard fra AKKS – Amatørernes Kunst & Kultur Samråd og René Foshammer fra DATS – landsforeningen for dramatisk virksomhed, var også imponeret af Sønderborg Kommunes kulturpolitik, Kulturkompasset, der giver kommunen helt faste målsætninger for fremtiden.

Kulturchef John Bøgelund Frederiksen siger engageret: ”Det er så let at spare på kulturen, men prisen til Sønderborg Kommune som Årets AmatørKulturKommune viser, at det er vigtigt ikke at spare på området, fordi amatørerne kan skabe enormt mange aktiviteter for relativt få midler”.

Tekst af Vivi Berg Düllgen og Susan Fazakerley , DK

Foto af Michael Amtoft

På foto fra venstre: Villy Dall, formand for AKKS Jøhn Bøgelund Frederiksen, kulturchef i Sønderborg, Pia Bredow, formand for DATS og Stephan Kleinschmidt, formand for Kulturel og Regional Udvikling i Sønderborg.